Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Håndtering af trusler og vold

 

Retningslinjer for håndtering af trusler, vold eller krænkende adfærd mod medarbejdere

På Hurup Skole ønsker vi at have en anerkendende, respektfuld og tillidsfuld tilgang til elever og forældre og der arbejdes i hverdagen med trivsels- og læringsmiljøet i alle klasser og SFO.

Selv om den almindelige omgangstone på skolen er positiv, sker det ind imellem i hverdagen, at vores børn og unge overskrider grænserne for almindelig god opførsel overfor personalet i en sådan grad, at der er tale om krænkelser. Vi ønsker med de følgende retningslinjer, at være forberedt på at håndtere sådanne situationer.

Retningslinjerne skal hjælpe til, at der skrides ind overfor den krænkende og tages hånd om den krænkede på en hensigtsmæssig måde.

 

Hvornår er der tale om krænkelse, trusler eller vold?

Det er alene medarbejderens oplevelse af at have været udsat for grænseoverskridende adfærd, der definerer, hvorvidt denne har fundet sted.

Det er ALTID en god idé at:

  • tale med en kollega eller med din nærmeste leder, hvis du føler, at dine grænser er overskredet.
  • kolleger hjælper kolleger ved at reagere, hvis du oplever, at en af dine kollegaer udsættes for krænkelser af såvel verbal som fysisk karakter.

 

 

Hvis en medarbejder oplever sig krænket af en elev:

Der reageres alt efter situationens karakter:

  • Det pædagogiske personale skrider altid ind og tilretteviser eleverne. 
  • Barnet kan midlertidig fysisk placeres et andet sted. 
  • Andre kolleger og/eller skoleledelse inddrages. 
  • Forældrene kan blive bedt om at afhente barnet. 
  • Ældre børn kan hjemsendes efter kontakt med forældrene. 
  • En af barnets primærpersoner kontaktes altid (klassepædagog eller klasselærer). 
  • Forældrene får altid besked om hændelsen. De kontaktes af primærpersonen eller af den lærer/pædagog, der var førstehånds involveret i hændelsen alt efter, hvad der findes mest hensigtsmæssigt. Besked gives mundtligt (oftest pr. telefon) eller via ForældreIntra såfremt forældrene ikke kan træffes og i så fald følges der altid efterfølgende op med en samtale med forældrene (se evt. Bekendtgørelse for fremme af god orden i Folkeskolen for uddybning i forhold til muligheder).

 

 

Hvis en medarbejder udsættes for vold, trusler eller krænkende adfærd:

  • En af skolens ledere involveres omgående. Hændelsen tales igennem, og lederen afgør, hvad der videre skal ske. 
  • Lederen taler med medarbejderen om dennes behov for hjælp til at bearbejde hændelsen.

 

(Grundlaget for forebyggelse og håndtering af vold mod personale er Thisted Kommunes: Personalepolitik og retningslinjer vedr. indsats mod vold, mobning og chikane, Instruks i forbindelse med vold og trusler om vold og Instruks i forbindelse med mobning og chikane).

 

Der handles alt efter situationens karakter:

Medarbejderen:

  • En nærtstående kollega hidkaldes som samtalepartner. 
  • Medarbejderen får fri for at komme sig, og få hændelsen drøftet igennem med kollega eller ledelsen. 
  • Den krænkede nedskriver hændelsesforløbet, som denne oplevede det. 
  • I alvorlige tilfælde kan medarbejderen få akut krisehjælp af psykolog.

 

 

Eleven: 

Eleven tages ud af undervisningen. 

Klasselærer og/eller skoleleder, samtaler med eleven. 

Forældrene involveres.

  • Skolens ledelse tager stilling til hvilke sanktioner, der skal iværksættes, samt til handleplan for hvad der videre skal ske i forhold til eleven. 
  • Forskellige sanktioner kan komme på tale (se cirkulærer for god ro og orden i Folkeskolen): Samtaler med elev, forældre og ledelse, hjemsendelse, bortvisning fra skolen i en periode, udelukkelse fra skolen, kontakt med de sociale myndigheder, politianmeldelse etc.

 

 

Generelt:

  • Der etableres så vidt muligt et møde mellem krænker og den krænkede og leder.
  • Der tages referat af de samtaler, der finder sted i forløbet.
  • Ledelsen nedskriver sagens forløb herunder, hvornår de forskellige parter er kontaktet. Notaterne arkiveres i henholdsvis elevmappe og personalemappe.
  • TR (såfremt der er en sådan på skolen) og AMR orienteres. 
  • Enhver overtrædelse af straffeloven anmeldes til politiet af Thisted Kommune. 
  • Der skal som udgangspunkt ske anmeldelse om ethvert overgreb mod personalet. Et overgreb kan både være vold og trusler om vold samt almindelig ubehøvlet optræden, hvor medarbejderen føler sig truet. 
  • Såfremt medarbejderen sygemeldes som følge af episoden, orienteres ledelsen, der herefter tager kontakt til den sygemeldte (B og Us voldspolitik). 
  • Alle episoder vedr. vold mod medarbejdere registreres på skolen i samarbejde med arbejdsmiljørepræsentanten.

 

 

Vi forebygger vold ved at: 

  • være tydelige vedr. adfærdsregler og normer for god opførsel 
  • have udvikling af børnenes sociale kompetencer i fokus i hverdagen 
  • lære børnene at håndtere konflikter 
  • gribe ind, når regler og normer for god opførsel overtrædes 
  • have ”børn” på som et fast punkt på teammøder/personalemøder, så alle medarbejdere i barnets nære omgivelser har viden om børn med særlige behov 
  • have tæt kontakt med forældre til børn, der har en uhensigtsmæssig adfærd (i den forbindelse, kan det være et godt hjælpemiddel, i en periode at iagttage barnet særligt og notere, hvordan barnet opfører sig i en ”dagbog”). 
  • skabe et inkluderende udviklings-, trivsels- og læringsmiljø i skolen, hvor der er plads til forskellighed

 

 

Gode råd

Følgende råd vil evt. kunne være til hjælp for hurtigere at komme igennem de reaktioner, som en voldsepisode udløser:

  • Giv udtryk for dine følelser 
  • Tal om hændelsen - luk dig ikke inde 
  • Bearbejd oplevelsen - skriv den evt. ned 
  • Erkend, hvis du har psykiske følgevirkninger 
  • Søg evt. læge og tag imod tilbud om at tale med en psykolog 
  • Genoptag dit arbejde og dine fritidsaktiviteter rimeligt hurtigt efter episoden

 

Hvis ikke du kan magte at håndtere eller rumme oplevelsen på egen hånd, er det fornuftigt at søge professionel hjælp.

 

Evaluering

Evalueres i Lokal-MED efter hver ibrugtagning dog minimum hvert 2. år.